Klik for at komme tilbage til forsiden

 

ronnebaer

Kunstforeningens arrangementsprogram for andet halvår 2013.



Arrangement  nr. 1. – Torsdag d. 22. august kl. 17.00

 

Fernisering på udstillingen ”Man Ray   -   Lys og mørke” på Gl. Holtegaard

 

Man Ray (1890 – 1976) er blandt det 20. århundredes mest betydelige kunstnere.

For første gang i fyrre år kan et dansk publikum få indblik i hans fantastiske univers, når først Gl. Holtegaard og senere Øregaard museum dette efterår præsenterer to stort anlagte udstillinger med Man Ray’s værker.

Udstillingerne er en fælles satsning på en meget betydningsfuld kunstner. Der er tale om to komplementerende udstillinger, der både kan opleves selvstændigt og i forlængelse af hinanden.

Gl. Holtegaard viser fotografen og filmskaberen Man Ray’s ikoniske værk med vægt på hans fotografier og de kvinder, han levede sammen med, de kendte portrætter af datidens store kunstnere men også hans mere ukendte side som modefotograf.

Øregaard museum viser fra d. 25. september Man Ray i al sin kompleksitet med tegninger, malerier, collager m.v. og giver et indblik i, hvordan han tænkte og arbejdede.

Tilsammen tegner udstillingerne et nuanceret billede af en kunstner, der ikke blot var en banebrydende fotograf, men også revolutionerede selve ideen om, hvad et kunstværk kan være.

 

Søllerød Kunstforening samarbejder med Gl. Holtegaard om udstillingen, og medlemmerne indbydes derfor til at deltage i ferniseringen og har derefter fri adgang til udstillingen i hele udstillingsperioden 23. august til 10. november.

Udstillingskataloget kan erhverves af medlemmerne til halv pris.

 


Arrangement  nr. 2.  – Fredag d. 30. august  kl. 16.00

 

Omvisning på udstillingen ” Man Ray  -  Lys og mørke” på Gl. Holtegaard

 

Efter at have smagt Gl. Holtegaard’s cider får vi en grundig omvisning på udstillingen.

 


Arrangement  nr. 3. – Fredag d. 27. september  kl. 09.30

 

Heldagstur til jubilæumsudstillingen på Willumsen museet samt Jægerspris Slot

 

Turen går til Willumsen museet i Frederikssund, hvor der på 150-årsdagen for J.F. Willumsens fødsel den 7. sept. åbner en stor international udstilling med titlen ”Café Dolly”. Her får Willumsens farvestærke figurbilleder selskab af værker udført af to af det 20. og 21. århundredes mest markante, figurative billedkunstnere, Francis Picabia og Julian Schnabel.  Efter kaffe og omvisning på Café Dolly fortsætter vi til Jægerspris Slot, der drives af Kong Frederik den Syvendes Stiftelse.  Vi starter med at spise en god frokost på Café Danner, inden der er omvisning på museet.  Vi afslutter turen med at gå rundt i den nyrestaurerede Mindelunden ved slottet, hvor vi kan få et indtryk af årets særudstilling om 1700 tallets store billedhugger, Johannes Wiedewelt, som skabte dette unikke anlæg med 54 mindestøtter, der fortæller om i alt 83 historiske personer, der på en eller anden måde har gjort Danmark ære.

Program:

09:30: Afgang med bus fra Holte Station

10:15: Ankomst til Willumsen Museet, Frederikssund: Kaffe og kage

10:45: Omvisning

12:00: Afgang fra Willumsen museet til Jægerspris Slot

12:30 – 13:30: Frokost på Café Danner ved Jægerspris Slot

14:00-15:00: Omvisning på Jægerspris Slot

15:00-16:00: Gåtur i Mindelunden og / eller besøg i museumsbutikken

16:00: Afgang Jægerspris Slot

16:45 – 17:00: Ank. Holte Station

 


Arrangement nr. 4. – Fredag d. 4. oktober kl. 15.00

 

Omvisning på udstillingen ” Man Ray  -  Syn og tanke” på Øregaard museum

 

”Jeg fotograferer det, jeg ikke kan male, og maler det, jeg ikke kan fotografere”

 Man Ray

 

Mange kender den amerikanske verdenskunstner Man Ray (1890- 1976) som en af det 20. århundredes store fotografer. Men faktisk indledte han sin kunstnerkarriere som maler og brugte alle tænkelige medier og teknikker til at undersøge forbindelsen mellem genstand, syn og tanke.

 

Det kan man opleve ved vores omvisning på Øregaard museums store efterårsudstilling (25. september 2013 – 26. januar 2014), hvor vi følger Man Ray’s arbejde på tværs af de forskellige

materielle udtryk, han beskæftigede sig med – maleri, tegning, collage, objekter, fotografier, film og bøger.

 


Arrangement nr. 5. – Torsdag d. 10. oktober kl. 20.00 til kl. 22.00

 

Naturen & Kunsten. Foredrag ved John Erichsen og Luise Skak-Nielsen

 

De to ægtefæller har siden 1997 drevet den selvstændige virksomhed HISTORISMUS, som er et kulturhistorisk forlag, der endvidere beskæftiger sig med forskning og formidling. www.historismus.dk.

 

I 2012 udgav de sammen bogen Naturen & Kunsten – landskabshavens kulturhistorie i Danmark 1780-1830, hvor et af kapitlerne omhandler Næsseslottet.

Udgivelsen af dette værk blev af Kristelig Dagblad kåret som en af årets 25 bedste bøger: ”den opsamler på smukkeste måde planer, tegninger, viden og fortolkninger af noget så flygtigt som den romantiske, landskabelige have i Danmark. Såvel forfattere som boghåndværk er i top”.

Berlinske Tidende gav udgivelsen 6 stjerner og skrev: ”Banebrydende for forskningen i herregårdsmiljøet…et pragtfuldt reflekteret indblik i årtierne omkring år 1800”.

 

Foredragsholderne er begge magistre i historie, henholdsvis etnologi med en lang fortid i museumsverdenen og er forfattere til en lang række bøger.

John Erichsen har været chef for Københavns Bymuseum og museumschef og direktionsmedlem på Nationalmuseet. Har skrevet bl.a. Frederikstaden 1972, Et andet København 1978, Drømmen om Norge, 1997, Nationalmuseets værk: Herregården bd. 1-4 (2004-06, genudgivet 2009) og Naturen & Kunsten 2012.

Luise Skak-Nielsen har været museumsinspektør på Københavns Bymuseum samt museumschef for Tivoli.

Hun har bl.a. skrevet Alle kender Blaagaardsgade, 1989, Tivoli og verdenen udenfor, 1998, Blomster-Elskerne & Havesagen, 2005 og Naturen og Kunsten, 2012.

 

I pausen byder Søllerød Kunstforening på et glas vin, og der vil være mulighed for at købe bogen

Naturen og Kunsten til (reduceret) favør pris: kr. 300-.

 


Arrangement nr. 6. – Fredag d. 1. november kl. 10.30

 

Kunstgallerierne i Den hvide Kødby

 

Kødbyen er en betegnelse for området omkring Halmtorvet, hvor der i 1879 blev anlagt et stort kvægtorv – Den brune Kødby, som blandt andet omfatter Øksnehallen (1901). Bebyggelsen er nu fredet og bruges til udstillinger.

 

Den hvide Kødby åbnede i 1934 og fungerer som Københavns Kødtorv.

Her på denne aktive arbejdsplads har 4 avancerede kunstgallerier etableret sig.

 

Program:

Kl. 10.30 – 12-00                          Galleri Christian Andersen & V1 Gallery

 

Kl. 12.00 – 13.00                          Frokost på PatePate

 

Kl. 13.00 – 14.30                          Galleri Poulsen & Galleri Bo Bjerggaard

 


Arrangement nr. 7. – Lørdag d. 9. november til Søndag d. 10 november, begge dage kl. 11.00 til kl. 16.00

 

Søllerød Kunstforenings årlige store Kunstnermarked på Havarthigaarden

 

Det er i år tolvte gang Kunstnermarkedet på Havarthigaarden bliver afholdt.

Der er åbning og fernisering af Kunstnermarkedet lørdag d. 9. november kl. 11.00.

Søllerød Kunstforening byder herunder på et glas vin / vand.

33 kunstnere og kunsthåndværkere af alle kategorier vil fremvise og sælge deres mange kunstværker fordelt i alle Havarthigaardens lokaler.

Cafeen vil under hele udstillingsperioden være åben for servering af lette frokostretter / vin / øl / vand / kaffe / kager.

 

Kunstforeningens medlemmer vil senere få tilsendt Kunstnermarkedets store farvelagte udstillingsfolder med oplysninger om alle udstillerne m. v.

 


 

sideafslutning