Klik for at komme tilbage til forsiden

ronnebaer


ARKIV - Arrangementer Forår 2009:


Arrangement nr. 1 - tirsdag d. 24.marts kl. 17.00 – 18.30

Omvisning på den anmelderroste udstilling ”Et vintereventyr” på Gl. Holtegaard

Gl. Holtegaards nye direktør Mads Damsbo viser rundt på sin første udstilling på Gl. Holtegaard.

Med afsæt i Karen Blixens berømte skæbnefortællinger (”Vintereventyr”) blænder udstillingen op for en række danske og nordiske samtidskunstneres poetiske værker, hvis fællesnævner skal findes i kærligheden til landskabet og naturen.

Søllerød Kunstforenings første forårsarrangement med besøg på udstillingen ”Et vintereventyr” på Gl. Holtegaard var en stor oplevelse for deltagerne. Mads Damsbo, Gl. Holtegaards nye direktør, som selv havde tilrettelagt udstillingen, var en fantastisk omviser og fortalte om udstillingens værker, så sammenhængen mellem dem og Karen Blixens noveller ”Vintereventyr” blev gjort tydelig for alle... (Ole Dahl Petersen)


Arrangement nr. 2 - lørdag d. 4. april kl. 11.00 – 13.00

Omvisning på PANUM instituttet

Den store røde murstenskolos på Tagensvej er PANUM instituttet og huser Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Indvendig rummer bygningen store udsmykninger og billeder af danske kunstnere (Mogens Andersen, Egon Fischer. Bjørn Nørgaard, Toning Rasmussen m. fl.). Kom indenfor og få en spændende rundvisning af lektor dr. Odont. Erik Friis-Hasché. Efter rundvisningen er der mulighed for kaffe/øl/vin for egen regning på Doctors Pub overfor.

Besøget startede i "Haderup auditoriet", hvor foredragsholderen med et underholdende og informativt DIAS show løftede sløret for, hvad der skjulte sig bag den store røde murstenskolos på Tagensvej, Danmarks største arbejdsplads, og han gennemgik først Panum Instituttets historie, arkitektur og funktion. Emnet ”Kunst og kultur i og omkring Panum Instituttet” nærmede foredragsholderen sig ved at vise billeder af alle de skulpturer, statuer og mindesmærker, der forefindes i Panum Instituttets umiddelbare nabolag. Herefter begyndte den egentlige rundvisning på Panum Instituttet, og deltagerne var alle dybt imponerede over den imposante bygning og den store og righoldige samling af billeder, relieffer og skulpturer. Det var en spændende omvisning… (K. Preben Olesen)


Arrangement nr. 3 - tirsdag d. 14. april kl. 20.00 – 22.00

Omvisning på Christiansborg, folketinget

Der findes masser af kunstværker ophængt rundt om på Christiansborg. Vi vil blive vist rundt i folketingets mange lokaler af en kyndig omviser fra besøgstjenesten.

Turen blev en stor succes, med holdet fuldt booked (og 3 på venteliste). Vi startede kl.20:00 med et sikkerhedstjek på Christiansborgs særlige kontor. Vi var flere der oplevede det som skulle vi ud på en flyvetur fra Kastup lufthavn - nogenlunde samme procedure. Turen gik så gennem gange og værelser med de dejlige malerier der findes derinde. Vi havde en fremragende kunst- og historieguide fra huset. Han fortalte morsomt og inspirerende om både billederne, kunstnerne og politikernes små sjove historier fra hverdagene. Vi fik stort udbytte af rundvisningen der sluttede ved grundlovsdokumentet. Vi afsluttede turen klokken 22:30 efter en meget morsom, lærerig og fornøjelig aften... (Ena Berg)


Arrangement nr. 4 - lørdag d. 16. maj kl. 10.00 – 16.00

Bustur ud i foråret med besøg og omvisning i Sct. Bents kirke i Ringsted samt besøg og omvisning i Galleri Emmaus på Ll. Svenstrup gods

Vi starter fra Holte station og kører til Ringsted, hvor den smukke Sct. Bents kirke besøges og hvor vi får en spændende rundvisning. I Sct. Bents kirke, som er bygget i 1100 tallet, ligger Knud Lavard, Valdemar den Store, Valdemar Sejr og hans kone dronning Dagmar begravet, og vi får opfrisket lidt Danmarkshistorie fra den tid. I kirken finder man også højmiddelalderens vigtigste politiske kalkmalerier centreret omkring mordet på Erik Plovpenning år 1250. Derefter frokost med stor buffet og hjemmebagt brød på den gamle ”Rådhuskro” Drikkevarer dog ikke inkluderet. Herfra kører vi til galleri Emmaus, som har til huse i smukke rammer på Ll. Svenstrup gods på midtsjælland v. Ringsted. Her har kunstneren Stig Weye en separatudstilling og galleriets bestyrer Grethe Olsen vil fortælle om og vise rundt på galleriets faste udstilling, som på dette tidspunkt har titlen ”Moderne kristen kunst – Den dybe sammenhæng”. Der afsluttes med kaffe og kage i den dejlige have, før turen går hjemad mod Holte igen.

Næsten 30 af kunstforeningens medlemmer deltog i årets busudflugt ud i foråret til diverse kunstneriske oplevelser. Første stop var Skt. Bendts kirke i Ringsted. Her indførte Elmo Hansen os med stor indlevelse i kirkens og dermed Danmarks historie i Valdemar-tiden, og vi fik forevist de mange konge- og dronningegrave og kalkmalerier. Efter dette historiske tilbageblik indtoges en lækker frokost i Ringsteds gamle Rådhuskro. Sidste programpunkt var besøget på galleri Emmaus, smukt beliggende på Ll. Svenstrup Gods lidt uden for Ringsted. En spændende rundvisning til galleriets mange religiøse kunstværker blev foretaget af Grethe Olsen, og besøget sluttede med kaffe og kage, før turen gik tilbage til Holte. Søllerød Kunstforening indkøbte på galleriet to mindre kunstværker til medlemsudlodningen på generalforsamlingen til foråret. Selvom vejret ikke viste sig fra sin bedste side på turen, var alle enige om, at turen var en stor oplevelse, og mange har forespurgt, om et lignende arrangement kunne gennemføres i 2010... (Ole Dahl Petersen)

Link til billeder... (Jørgen Langebæk)


Arrangement nr. 5 - torsdag d. 4. juni kl. 17.00 til 18.30

Omvisning på udstillingen ”Prins Henriks samling af Afrikansk kunst” på Gl. Holtegaard

Vi besøger udstillingen og får en inspirerende omvisning af museets direktør Mads Damsbo. Udstillingen har undertitlen ” Til guder, ånder og aner” og tegner til at blive meget interessant. Der afsluttes med et glas vin eller lignende. Da Søllerød Kunstforening er medarrangør af udstillingen kan arrangementet gennemføres til en yderst rimelig pris, og udstillingens katalog kan ligeledes erhverves til nettotrykkeprisen. Foreningens medlemmer vil i øvrigt blive inviteret til at deltage i ferniseringen til udstillingen d. 1. maj.

Rundvisningen på udstillingen af prins Henriks indsamlede kunstværker fra Afrika var Kunstforeningens sidste forårsarrangement. Deltagrene fik en grundig og alsidig gennemgang af værkerne, der for en stor dels vedkommende er masker udført i utallige og meget fantasifulde udformninger og beregnet til ceremonielle formål. Arrangementet afsluttedes med en smagsprøve af Gl. Holtegaards egen æblecider...
(Ole Dahl Petersen)


 

sideafslutning